Mobile medarbejdere med robuste enheder er billigere i drift

En analyse fra den globale analysevirksomhed IDC viser, at der vil forekomme mindre nedetid ved at implementere hårdføre tablets, håndholdte enheder og notebooks i virksomheder. Ifølge undersøgelsen er det muligt at spare op til 15 procent af totalomkostningerne henover fem år.

Løsningen er langsigtet

"Udfordringen ligger i at overbevise it-beslutningstagere om, at de kan spare penge på sigt ved at investere i lidt dyrere enheder nu. Robuste produkter koster oftest mere end traditionelle bærbare computere, fordi enhederne netop kan tåle meget mere. Men som undersøgelsen tydeligt viser, så kan det betale sig, fordi investeringen tjener sig selv hjem igen," siger Jan Kaempfer, General Marketing Manager hos Panasonic Computer Product Solutions.

For at forstå omfanget af omkostninger ved beskadigelse af notebooks, tablets og håndholdte enheder i organisationer har IDC undersøgt 800 virksomheder på tværs af forskellige brancher.

Hvad er fejlraten?

Analysen viser, at cirka 18 procent af virksomhedernes notebooks bliver repareret i produktets første leveår. Størstedelen af ​​reparationerne skyldes en utilsigtet skade. Tallet er lidt lavere for tablets (16 procent) og håndholdte enheder (14 procent), men er stadigvæk påfaldende. Analysen viser også, at sandsynligheden for reparation af notebooks stiger til hele 21 procent på det femte år. De høje reparationsomkostninger inkluderer blandt andet tab af arbejdskraft, opdatering af data og selve omkostningerne brugt på reparation.  

Den fulde undersøgelse finder du her.